Teaterforedraget giver en stemme til de pårørende

Teaterleder og skuespiller Lene Storgaard leder os råt og hudløst ærligt gennem sin egen personlige fortælling om at have en bror med paranoid skizofreni. Vi følger Lene og hendes familie fra den idylliske tid, inden hendes bror bliver syg, over hans langvarige sygdomsforløb, til hans alt for tidlige død. Konsekvenserne af sygdommen er allestedsnærværende og belastningen slider på alle medlemmer af familien, der hver især og sammen forsøger at få livet til at fungere.

Nedslagene i forskellige episoder af Lenes pårørendeliv veksler med teatermonologer fremført af skuespiller Simon Helmoine. Herudover præsenterer Lisette Rasmussen os for en række facts om pårørendes livsvilkår og om, hvor vigtige vi som pårørende er for vores kære.

Teaterforedraget afsluttes med reflektion og dialog med publikum.

Ud over pårørende til mennesker med psykisk sygdom vil såvel politikere, som fagpersonale og mennesker med psykisk sygdom få stort udbytte af at deltage.

Undervejs holder vi en pause, hvor vi byder på kaffe og te og lidt til den søde tand.

Det siger andre om forestillingen:

”Det virkede meget stærkt, og jeg kunne ikke undgå at blive meget følelsesmæssigt berørt af Lenes historie, der i den grad satte tanker i gang om min egne oplevelser som pårørende. Teater kan noget, som ingen anden kunstart kan, nemlig at spejle følelser. Man føler sig hørt og set.”

“Foredraget handler ikke om at dømme. Det handler ikke om at pege fingre. Det handler ikke om at fortælle om “det ene magiske hack alle pårørende skal bruge”. Nej, foredraget fortæller, foredraget uddanner, og foredraget sætter fokus på de pårørende - og det benhårde arbejde, de står med.” 

“Tak for en fantastisk forestilling. Tak for at dele og tak for at være med til at gøre en forskel. Først og fremmest formår I at fortælle helt konkret og alligevel indlevende, om pårørenderollen. Helt uden vurderinger og fordømmelser af systemet. Og alligevel er det tydeligt at mærke og få øje på tiltag, behandlere, personale og systemet kunne have grebet bedre. Jeg sad som pårørende selv og fik kontakt med min smerte og min magtesløshed i et hele. Igen en meget imponerende måde, I får gjort det på. Uden at tale om følelser, så gør fortællinger om oplevelser, at man som tilhører selv kommer i kontakt og vandrer ind i sine egne følelser derigennem.”