”Hvis min udmattelse var et landskab”. En billedterapeutisk workshop for pårørende

At arbejde med at skabe billeder er at dykke ned i den indre symbolverden. Denne dag bliver en lille prøve på, hvordan du i den proces kan hente billeder frem og måske blive lidt klogere på dig selv. Du behøver ikke at kunne tegne for at være med. Det er ikke tegneteknikken, der skal vurderes. Billedet er en afspejling af noget i dig, og har ikke et kunstnerisk formål, så billederne bliver ikke lavet, for at de skal op og hænge over sofaen.
Som pårørende har man en rolle, man ikke selv har valgt, men som følger af, at et menneske man holder af, har det psykisk svært. Man kan blive ramt af en blanding af sorg, skyld, selvbebrejdelse, bekymring for fremtiden og frustration eller vrede over sygdommens konsekvenser og situationens uretfærdighed. Kort sagt er det til tider følelsesmæssigt tungt, udmattende og ensomt at være pårørende. Denne workshop kan ikke fjerne dine udfordringer, men det kan være et lille afbræk, hvor du møder andre i en lignende situation, og hvor du giver dig selv en form for omsorg ved at bruge dagen på det, der rører sig i dig, og giver plads til noget, der normalt ikke får lov at fylde.
Vi starter med en guidet fantasirejse, og derefter er der ca. ½ time til at lave en tegning af det billede, der har dannet sig i dig. Vi arbejder med papir og pastelfarver, og materialerne vil blive stillet til rådighed, så du skal ikke medbringe noget. Efterfølgende er hele gruppen på 6-8 pårørende samlet om at kigge på billederne. Vi tolker ikke, men åbner os og ”lytter” til, hvad billederne prøver at fortælle.
Efter en frokostpause, hvor Bedre Psykiatri søger for mad, gentager vi tegneprocessen. Denne gang med afsæt i de billeder, der allerede er skabt, og ved dagens slutning er du forhåbentlig blevet lidt klogere på den lille del af dig, der denne dag har villet op til overfladen.
Om underviser Tone Dea Larsen. Tone er uddannet fra kunstakademiet, hun er ergoterapeut og har en akademisk overbygning fra USA i expressive arts therapy – det vi herhjemme kalder kunstterapi. Hun har arbejdet professionelt med kunst og kreativitet i mere end 40 år, både med sit eget skabende udtryk, og som kunstterapeut i psykiatrien og i egen klinik, og så har hun personlige erfaringer som pårørende til en psykisk syg. Tone sørger for at skabe et trygt og respektfuldt rum, hvor der er tavshedspligt om alt, hvad der deles.
Tilbagemelding fra en deltager i en lignende workshop
Tak for en dejlig dag, hvor vi blev guidet igennem vores eget indre, som vi tegnede ud på et stykke A2 papir med pastelkridt.
Vi omfavnede og rummede hinanden, og grinede - ikke ad hinanden og heller ikke af tegningerne - men fordi livet foldede sig genkendeligt ud på papiret for os alle.
Der blev sat noget i gang i os alle – en helt fantastisk dag faciliteret af Tone.”
Pris (inkl. materialer, kaffe, te og frokost)
Gratis for medlemmer af Bedre Psykiatri.
250 kr. for ikke-medlemmer. Melder du dig ind i Bedre Psykiatri ved tilmeldingen til workshoppen – det koster 250 kr. for et år - skal du ikke betale for workshoppen og kan derudover deltage gratis i vores øvrige pårørendegrupper. Det gælder fx vores samtalegrupper, skriveværksteder og naturgrupper.
Information om arrangementet
Dato og tid Lørdag d. 25. april 2026 kl. 09:30 til 15:00
Tilmeldingsfrist Søndag d. 19. april 2026 kl. 23:30
Sted
Bedre Psykiatri Odense
Kochsgade 27 (1. sal i baghuset)
5000 Odense
Arrangør
Bedre Psykiatri Odense
Tlf. +45 20289329
odense@bedrepsykiatri.dk
Denne side er lavet med NemTilmeld
Tilmelding til dette arrangement bliver håndteret med NemTilmeld.
Hvis du selv holder arrangementer, kan du prøve NemTilmeld's tilmeldingssystem for 0 kr. til dit næste arrangement.
PS: Reklamen bliver vist, fordi dette er en sponsoreret konto hos NemTilmeld.
Indlæser